Danser med orglet

Anne Kirstine Mathiesen & Vibeke Astner sætter sig begge på orgelbænken og præsenterer orglet med et festfyrværkeri af musik med værker fra orkesterets verden.
Umiddelbart skulle man ikke tro, at denne musik egner sig så godt for dette instrument, men i kraft af orglets utallige klangkombinationer bliver resultatet faktisk ret vellykket.
En anderledes orgelkoncert - et godt sted at starte for den, der aldrig har været til orgelkoncert før og samtidigt spændende og fornyende for den erfarne koncertgænger.
God musik udsat for 4 hænder og 4 fødder af bl.a.:
Händel: Queen of Sheeba & Watermusic
Mozart: Symfoni nr. 40 &
Eine kleine Nachtmuziek
Saint Saëns: Dyrenes Karneval
Tjajkovski:
Nøddeknækker-suite
Bizet: Carmen
Duoen udgav i 2015 en CD ’Danser med Orglet’. Kan købes hos www.noder.dk
ANMELDELSER
CD’en har vakt opmærksomhed i både Sverige og Norge og er således anmeldt i forskellige orgelmagasiner.
Det svenske orgelmagasin "Orgelforum" skriver fx: ’Organistduoen Vibeke Astner/Anne Kirstine Mathiesen er ekstremt sammenspillede. Af egen erfaring ved jeg, hvor svært det er at synkronisere sit spil siddende på orgelbænken sammen med en anden organist. Dette lykkes til fulde. Desuden fanges jeg af deres evne til at registrere. I et par af dansene i Nøddeknækkersuiten er det oven i købet svært at høre, om musikken spilles på et orgel og ikke med originalens blæserbesætning’…
Det norske "Orgelspeilet"´s anmelder skriver: … ’Det klinger overraskende, hverken Tchaikovsky, Bizet eller Mozart kan have forestillet sig, at værkerne skulle spilles på orgel. Men det klinger friskt og morsomt, og dette vil utvivlsomt kunne virke som en døråbner for et musikalsk, ikke-orgelkyndigt publikum’…
I Det Danske Orgelselskabs blad hedder det bl.a. :
’Cd’en bærer præg af et gnistrende og veloplagt sammenspil..!’
KONCERTANMELDELSE februar 2017:
De to organister, Vibeke Astner og Anne Kirstine Mathiesen, spiller til stort velbehag. Jeg lægger mærke til ting i musikken, som jeg aldrig har lagt mærke til før, idet jeg må bekende, at jeg kender Nøddeknækkersuiten noget bedre i forhold til den anden. Alle Tjajkovskij-satserne vækker genkendelsens glæde, og dette at høre dem fra et stort kirkeorgel i et stort kirkerum tilfører en ekstra dimension.
Og dette i programmet at kunne læse om selve kompositionerne og forstå deres indhold og udtryk bedre, er jo bare alle tiders.
Begge kompositioner er interessante at fordybe sig i auditivt og meditativt.
Det lykkes de to organister at præsentere orglet fra en utraditionel vinkel, nemlig med musik fra ballettens, operaens og orkestret verden i et energifyldt og fredeligt sammenspil.
Man kan se på publikum, at de virkelig slapper af og har en god musisk stund.
Der var da også stort applaus til kunstnerne, da koncerten var færdig, og dette blev kvitteret med et ekstranummer.
Stor kudos til Trinitatis Kirke, der kan stå for sådan nogle gode arrangementer. Den slags fine fredagskoncerter giver vellyd og ro til byens folk og turister. "Epsilon" Flemming André Philip Ravn